case stories fra Sønderskovhjemmet...

Hvorfor kom jeg her?


Der er nu gået knap 3. måneder siden jeg landede meget hårdt og blev ligeså blødt modtaget her på Sønderskovhjemmet. Hvordan kom det så vidt at jeg måtte så langt ud for at finde tilbage til mit eget selv. Noget jeg siden jeg kom, har forsøgt at ræsonnere mig frem til. Noget der ikke sådan bare lige ligger til højrebenet, men nok noget der tager lidt længere tid at nå helt i dybden med og sandsynligvis kommer til at involvere andre end mig selv at tage rede på.

Efter at have boet på et andet forsorgshjem i Svendborg hvor jeg efter kort tid fik mig et vikararbejde og tingene begyndte at se lidt lysere ud, fik jeg tilbudt en lejlighed i København. Jeg takkede ja og skulle flytte ind medio september 2011. Samtidig havde jeg før at jeg fik tilbuddet købt mig en rejse til Thailand, som afgik ca. samtidig med indflytningen. Jeg pakkede mit habengut, kørte fra Svendborg og "flyttede ind" på Østerbro i København.

Næste morgen gik turen til lufthavnen og derfra til Phuket/Thailand. Jeg havde inden afrejsen betalt indskuddet og første måneds husleje. I Thailand gik det helt forrygende, det var dejligt at være der, masser af søde mennesker.

Jeg kom desværre til at invitere de forkerte af slagsen ind på mit hotel og fik ved den lejlighed frastjålet alle mine penge som jeg havde hævet til turen. Det skal lige siges at jeg på det tidspunkt var i en slags økonomisk limbo. Jeg tjente ikke længere penge og havde ikke haft tid til at tilmelde mig "samfundet" igen i København inden jeg skulle afsted på ferien.

Da jeg nu havde mistet alle de penge jeg skulle leve af i Thailand, var jeg nød til at hæve og bruge af de penge jeg skulle leve af når jeg kom hjem, penge til alt, mad, husleje, fornødenheder i alle afskygninger. Hvilket jo så satte mig godt og grundigt bagud økonomisk. På drømmeferie i thailand, mistet sine penge, ikke længere nogle planlagde ture til bounty-øerne. Vejret begyndte også at drille og hvad gør man så, man går ind på de mange værtshuse og drikker tiden ihjel. Eller det gjorde jeg i alt fald.

Hjemkommen fra Østen, allerede godt brugt af alkoholindtag, finder jeg ved ankomsten til min – i øvrigt helt indbos forladte – lejlighed, en besked fra en boligrådgiver som jeg efterfølgende tager kontakt med. Hun siger at vi kan mødes og snakke sammen, jeg forestiller mig at hun vil hjælpe mig med diverse praktiske ting, såsom at få skaffet indbo og den slags ting. Men hun siger at det kan hun ikke hjælpe med, hvorefter jeg spørger hvad hun så kan? Hun siger at hun kan det vi gør nu, og jeg spørger hvad det er? Og hun siger ”snakker sammen”, hvorefter jeg ikke finder det nødvendigt at tale mere med hende.

Eftersom jeg nu ikke længere har nogen indtægt, skal jeg melde mig på arbejdsmarkedet, tage kontakt med socialservice, hvilket jeg så gjorde. Det viste sig at være sværere end som så at gøre det. Jeg blev bedt om at tage ind på Sønder boulevard, da jeg kom derind fik jeg at vide at jeg skulle komme et par dage senere, da jeg så kom tilbage fik jeg at vide at jeg slet ikke hørte til hos dem, men skulle ud på Nørrebro, som så lige havde lukket og det var selvfølgelig fredag osv...........

Da jeg endelig havde fået ansøgt om kontanthjælp og endelig fået det bevilliget, var der gået en rum tid og jeg var allerede bagud med huslejen. Jeg talte også med socialservice i mit område og de sagde at de nok skulle hjælpe mig med at få skaffet basalt indbo, såsom køleskab, seng og den slags, det viste sig bare at blive ved snakken.

Samtidig med at jeg for første gang forlængede min årlige vinterdepression med en egentlig én af slagsen. Jeg begyndte at drikke heftigt og vedvarende, samtidig holdt jeg op med at spise, hvilket man jo ikke skal være forsker for at vide er dissideret sundhedsskadeligt.

Det viste sig også at gå alvorligt ned af bakke, så meget at jeg til sidst var nød til at holde pauser når jeg skulle bevæge mig nogle få meter.

Derfra husker jeg ikke så forfærdelig meget, og har i skrivende stund heller ikke fået taget helt nøjagtigt rede på hvad, hvor og ikke mindst hvem der hjalp mig hertil.

Sønderskovhjemmet.

Jeg fornemmer at man her på stedet forsøger at gøre opholdet tåleligt for hver enkelt beboer, ved at individualisere forløbet samtidig med at man som hovedmål prøver at resocialisere alle. Altså sådan at forstå, at man bestræber sig på - med udgangspunkt i hvert enkelt menneske – at få alle til at indgå i større sociale sammenhænge uden at de skal give køb på deres egne behov.

En ikke til alle tider enkel bedrift og dermed selvfølgelig ej heller uforbederlig. Man har faste spisetider, ringet ind af et nødvendigt onde, som også fungerer som vækkeur. I forbindelse med sammenkomsterne forsøger man at samles om noget med udgangspunkt i den kristne tro. Ikke at man føler sig trukket igennem en dogmatisk mølle, da alt jo er helt frivilligt og i øvrigt prædikefrit.

Nu lyder det som om at det har ét enormt fokus, men det er nu ganske lidt det officielt drejer sig om. En andagt om morgenen som man kan fravælge, ligesom at hvert måltid indledes med et lille vers om den taknemmelighed man burde udvise for de foran én stående naturalier, i øvrigt en skik man med skævfordelingen af maden på globalt plan in mente, godt kunne indføre ved helt almindelige sammenkomster i det ganske land.

Man holder sig også til nogle enkelte dyder såsom bordskik. At man venter til de andre er færdige med at spise, og til der bliver sagt velbekommen før man rejser sig, ligesom man afventer at der efter det indledende vers, bliver sagt værsgo inden man begynder at spise. Altså summa summarum, at udvise lidt høflighed og mane til eftertænksomhed her og der, er ikke nogen skade til, snarere tværtimod.

Da jeg ankom til Sønderskovhjemmet var jeg utrolig afkræftet, som før omtalt, næsten helt ude af stand til at gå. Jeg husker at jeg fik mig et værelse og maden bragt de første par dage. Jeg havde på en eller anden måde fået skaffet noget medicin med mig til at tage mod mine abstinenser, og jeg overdragede det til personalet som så sørgede for at jeg ikke kom til at lide alt for meget. Den første måned jeg var her, spenderede jeg stort set alt tiden liggende, og forsøgte stædigt at komme på fode igen. Samtidig begyndte min krop for alvor at fortælle mig sandheden. Jeg fik meget vand i kroppen, medicinske målinger viste nogle foruroligende tal, jern og b-vitaminer blev – og er i øvrigt stadig - en fast del af føden.

Efter en måneds tid, var der planlagt en skitur til Norge. Noget jeg virkelig gerne ville med på. Også selvom jeg vidste at det, paradoksalt nok ikke var det allerbedste at tilbyde min krop som en opstartsfase. Jeg insisterede, kom med og havde en dejlig tur, dog var det jo selvsagt fantastisk hårdt fysisk, men de vidunderlige rammer og den friske luft kompenserede så rigeligt for det. Som et kuriosum, kan man på Sønderskovhjemmets hjemmeside læse et lille sammendrag fra turen.

Hjemkommen fra skitur og nu med en vis form for fysisk formåen, begyndte jeg at arbejde ovre på værkstedet som det hedder i folkemunde. Det er dét man lidt overmodigt kunne kalde for kommandocentralen. Det er her alt arbejdet på stedet udgår fra, det er her alt værktøj og maskineri forefindes og her man ud fra det niveau man nu befinder sig på, får den arbejdsopgave man kan bestride.

Alt fra brændeproduktion til diverse små og store opgaver, alt sammen ganske fint orkestreret af to rare personaler. Sønderskovhjemmet ligger på et forholdsvis stort areal med en hulens masse tønder land, hvor på der bliver dyrket alskens afgrøder, deriblandt pil som også indgår i en produktionsfase, ligeledes købes der stammer hjem fra de omkringliggende skove til brændeproduktion med salg for øje.

I det hele taget er det langt ude på landet og hvis det er stilhed man har brug for, er det et helt perfekt område at befinde sig i. Den eneste larm der høres er den man selv laver..... Noget som selvfølgelig også kan opleves divergerende i den forstand, at man på den ene side føler en fantastisk ro og frihed, men med tiden mere og mere afsondret, f.eks er der langt til indkøb og den slags. Men som en klog mand en gang sagde, så er alt jo relativt, og er i den sammenhæng "the eye of the beholder", betragterens øje, eller bare simpelthen bare smag og behag, der afgør den sag.

Hvad byder fremtiden så på? Et spørgsmål der trænger sig mere og mere på, i takt med at psyken og fysikken begynder at gå hånd i hånd, og den sundhedsmæssige tilstand forhåbentlig snart går op i en højere enhed. Som musiker gennem mere end 30 år, er jeg begyndt at tage det op igen, jeg får øvet mig på mit instrument hver dag, noget som jeg kan mærke betyder noget, og måske kan føre til nogle flere ture på landevejen.

Ellers må jeg jo også se i øjnene at alderen begynder at trykke sig på. 47 år burde ikke være mere end et halvt liv, men måske især i mit tilfælde, og med tanke på hastigheden hvorpå livet er blevet konsumeret, bliver man nok nød til at tage en anden kalkulator i brug og implementere den i sit fremtidige virke.

Jeg har jo syslet med alverdens ting og sager gennem livet, så mon ikke der kommer en idé eller to, der kombineret med en erfaring, kan få mig til at bidrage til og give mig selv noget nyttigt at lave, den resterende tid jeg har tilbage, her på denne forunderlige planet.

Her til sidst kan man måske undre sig over at jeg ikke har navngivet nogen her fra stedet, men ingen nævnt, ingen glemt og derfor mig aldeles bekvemt.

Ærbødigst

Den forholdsvis nytilkomne.....