case stories fra Sønderskovhjemmet...

jeg faldt til ro på Sønderskovhjemmet...


Jeg blev født den 30. september 1921 på en gård på Falster og hjalp derhjemme med landbruget. Om sommeren skulle jeg tidligt op og sætte køerne på græs, før skolen begyndte klokken 8. Min barndom var en god tid og jeg og mine søskende gik aldrig sultne i seng.

Vi var 12 søskende: 9 drenge og 3 piger, blandt dem 2 hold tvillinger. Jeg havde en tvillingebror, som desværre kun tænkte og snakkede om sygdom og var også meget sygelig hele sit liv. Tre ældre brødre boede hos min morbror og moster og hjalp der på gården, alle sammen havde de et tæt forhold. 1948 døde den første af kræft og i dag er alle mine søskende døde, og jeg er den den eneste som er tilbage.

Jeg savnede gennem årene mine præstekammerater og organiserede i 1985 en fest i mit hus, hvor jeg beværtede med smørrebrød, øl og snaps. I Mine forældre var gårdejere og ejede vores fødehjem. Mit navn stammer fra Tyskland, hvorfra mine forfædre på min fars side i 1640erne kom til Danmark, til Nørre Alslev, men fødegården blev senere Kæregården Humlebæk. I 1935 forlod jeg skolen, det samme år som jeg blev konfirmeret. Det var den 8. september, som var en meget varm dag med 25 grader.

I 1935 begyndte jeg også som landbrugsmedhjælper og fik min første faste stilling i 1940. Jeg havde lært meget om landbrug hos mine forældre og arbejdede med køer, grise, heste, men også på markerne. Det krævede, at man skulle op om morgenen klokken 4:30 og i seng klokken 18:00. Der var for det meste 3 unge mennesker på gården ad gangen. Jeg arbejdede på 4 forskellige gårde på Falster. Hos den første gård fik de om eftermiddagen varmedunke lagt ind i sengene, så det var dejligt.

I 1958 blev jeg gift, ejede en gård og arbejdede som landmand. Min kone blev født i Gentofte nord for København. Hun var enebarn og kunne ikke selv få børn. Jeg købte gården af hendes forældre, da vi blev gift. Det hørte 18 tønder land til gården og købssummen var 70 000 kr. To år senere solgte jeg igen gården for 138 000 kr. og den 24. oktober 1959 blev vi skilt, fordi hun ikke kunne lave mad. Efter skilsmissen gav jeg hende 17 000 kr. Hun flyttede til Sakskøbing, men holdt ikke kontakt med mig. Jeg hørte senere fra venner og bekendte at hun arbejdede for Samodan, et firma, der handlede med alle mulige slags grøntsager.

Den 4. november købte jeg min anden ejendom, men solgte den efter kun tre måneder igen den 1. februar, fordi der var for mange sten på markerne. Senere boede jeg i 6,5 år hos en dame i Nykøbing. Jeg fandt der et godt hjem, men til sidst måtte jeg flytte på grund af hendes børn og svigerbørn. Hun havnede senere i Vordingborg på et sindssygehospital. Vi holdt kontakt i et år og lidt bagefter. Mens vi boede sammen, spiste vi hver middag varm mad. Hun kunne lave god mad og nogle gange fik vi også smørrebrød og snapse, som vi begge to var glade for. Men vi har aldrig prøvet at være fulde. Hun havde 3 børn.

Fra 1963 til 1974 arbejdede jeg på øernes andel som producerede og bearbejdede korn og råstoffer. I Nykøbing havde jeg i det hele 6 forskellige huse og boede i hvert hus et par måneder, så solgte jeg det for flere penge og købte det næste. I det sidste hus boede jeg kun en måned, herefter jeg solgte det for 18 000 kr. og flyttede i en Nykøbing lejlighed.

Til sidst blev jeg syg og nervesvækket. Jeg konsulterede min læge, som anbefalede pension. Nykøbing kommunen sagde nej, men lægen insisterede. Da jeg så kom til Sønderskovhjemmet, fik jeg stadigvæk sygedagpenge. Men den 1. oktober 1987 ændrede kommunen det til fuld pension. Jeg var heldig, at socialrådgiveren ikke undersøgte min sag med hensyn til pengene, ellers havde jeg aldrig fået så meget, fordi jeg var for velhavende.

Jeg ville egentligt have været på et plejehjem, da jeg fyldte 67 år, men var for rask til det. Derfor ringede jeg til Johannes Andersen den 8. september 1987 og flyttede dagen efter, den 9. september, til Sønderskovhjemmet. Før jeg flyttede ind på Sønderskovhjemmet, kendte jeg forstanderen af omtale som var en kendt person på Lolland-Falster. Jeg deltog også i  sommerfesten den 15. juni, som er Valdemarsdagen, og lærte stedet at kende.

Jeg er meget glad for at bo her og kan ikke forestille sig et bedre sted at bo, og har aldrig fortrudt at være kommet til Sønderskovhjemmet og har fået lov til at blive her til jeg dør.

Jeg fandt gode venner på Sønderskovhjemmet, i den tid jeg har boet her og holder stadigvæk kontakt til familien. For min fremtid ønsker jeg et godt helbred, som jeg har i nu, god mad, dejligt selskab og at kunne fortsætte med at gå mine ture.

I begyndelsen hjalp jeg til så godt jeg kunne med for eksempel skrælle kartofler, men i dag kan jeg ikke mere og får lov til at hvile mig resten af min tid her. Jeg nyder livet med stor glæde, er altid glad her og ønsker aldrig og vil aldrig ønske at komme væk herfra.

Fortalt til Elisabeth (volontør på Sønderskovhjemmet) juni 2006