case stories fra Sønderskovhjemmet...

LANG VEJ TIL SØNDERSKOVHJEMMET...


Jeg blev født den 16. november 1947 på Ringsted Sygehus og er den yngste, af en søskendeflok på tre piger og tre drenge og voksede op i en lille landsby, Nordrup Øster, beliggende udenfor Ringsted. Mine forældre havde altid nok at se til. Far var selvstændig tømremester og derudover både graver og ringer ved den lokale kirke.

Ved siden af drev mine forældre i fællesskab landsbyens forsamlingshus, som vi også boede i. Udover arbejdet med forsamlingshuset, passede min mor gravstederne på kirkegården, som blev. ordnet hver 14. dag. Det tog 3 dage at ordne dem, og vi børn hjalp til, når vi kom hjem fra skole.

Hvert år i december måned gik mor så fra hus til hus og opkrævede penge for dette arbejde. I skolen sad vi ved bordene efter alder, og da jeg var den ældste i klassen sad jeg forrest, lige ved siden af døren. Det var derfor næsten altid mig, der blev sendt af sted af læreren efter det ene eller det andet. Det hændte, at jeg fik lov at gå tidligere hjem fra skole, fordi jeg skulle hjælpe far med at ringe til forskellige begivenheder i kirken, hvilket affødte lidt misundelse fra mine klassekammerater.

Når hele familien sad ved bordet og spiste dagens måltider, sad far naturligvis ved bordenden med mor ved siden af. Hvis der var for meget uro og snak ved bordet, tog far sin tommestok op af lommen, og foldede den ud. Hvis man så sad langt væk fra ham, og tommestokken blev foldet langt ud, ja så var man godt klar over, hvad klokken havde slået. Jeg mindes nu ikke, at min barndom var været præget af tæsk. Kun én gang blev far blev så vred på mig, at jeg fik en endefuld - som ikke engang var berettiget. Da far opdagede det, gav han mig en undskyldning.

Min farmor boede lige ovre på den anden side af gaden sammen med Lauritz. Jeg husker ikke min farfar, men Lauritz derimod var en rigtig spøjs fyr. Engang tilbød han mig penge for at skide i mine bukser. Nu er det jo ikke sådan, at man bare kan skide på kommando, men efter et stykke tid lykkedes det mig. Det fik jeg lidt ballade for derhjemme - og fik i øvrigt aldrig en øre af Lauritz som havde lovet.

Farmor havde et brødudsalg, og når vi børnebørn kom der over - og det skete hver dag - råbte vi bare: ”det mig” til hende. Så behøvede hun ikke rejse sig. Hver tirsdag aften kom hele familien - og flere til - over til farmor og så dansede vi hele aftenen. Det var rigtig hyggeligt. Da farmor blev gammel, kom hun på byens plejehjem, som også lå lige i nærheden. Her besøgte jeg hende hver dag. Til sidst blev hun indlagt på sygehuset i Ringsted, hvor jeg også besøgte hende dagligt. En dag fortalte hun mig, at begge hendes ben skulle amputeres. Jeg sagde til hende at: "det skal de altså ikke, for jeg vil ikke se dig uden ben". To dage senere døde min elskelige farmor. Jeg var på det tidspunkt 14-15 år og var helt sikker på, at jeg var skyld i hendes død.

Jeg kan huske, at jeg ofte legede med naboens datter, som var et par år yngre. En gang gik det helt galt, da vi fik fat i fars cigar, som han havde ladet ligge i køkkenet. Vi tog cigaren og gemte os for at prøve at ryge den. Senere kom nabokonen over og fortalte at hendes datter var syg og kastede op. Min mor fortalte, at også jeg havde kastet op - og så måtte jeg gå til bekendelse. Jeg begyndte at ryge for sjov og i smug sammen med nogle jævnaldrende kammerater da jeg var ca. 11 år. Man kunne dengang købe en pakke Eiffel med 5 cigaretter i. Vi lokkede også nogle piger med, og det var en god ide, for så sladrede de jo ikke.

Fra jeg var 7 år og til jeg var omkring 25 år var jeg spejder. Det var præsten i sognet, der var spejderleder. Det var lidt sjovt, for i kirken om søndagen var han pastor Jensen, og når han var spejderleder, så kalde vi ham ved fornavn.

Af skolekærester var der flere forskellige. Der var grisehandlerens Lis. Hun var værd at være kæreste med fordi hendes familie havde flest penge. Der var kamp om mejeribestyrens Inge fordi hun var den mest moderne pige og så bedst ud. Der var også Knud bondes ”lille Bente”, hende gik jeg til dans med. Jeg ville dengang kun danse med hende - eller min mor.

Til min konfirmation fik jeg det, som alle ønskede sig på den tid, nemlig en cykel. Jeg fik også penge ca. 300 til 400 kroner og et ur. Til festen var der inviteret mellem 100 og 200 mennesker, mindre kunne ikke gøre det, alle kom med, for man "skyldte" jo hinanden... Det var tilladt konfirmanden at drikke 1 glas vin og ryge 1 cigaret.

Der var i landsbyen under 100 husstande. Min mor havde en rigtig god veninde, nemlig malerens Karen. Hun hjalp til i forsamlingshuset. Vi kom én gang om ugen skiftevis hos malerens og hos min familie hvor vi så fjernsyn sammen og hyggede os. Lørdagen før første søndag i advent skulle alt kirkens sølvtøj pudses. Normalt ville man nok synes det var træls, men hele familien så frem til denne begivenhed. Man sad og pudsede sølvtøj omkring et stort bord og spiste julegodter sammen med venner og familien

Efter 7. klasse var jeg skoletræt, men blev anbefalet at læse videre af lærer Ahrent. Mine forældre pressede mig ikke til hverken at læse videre eller gå i lære. Det skulle være min egen afgørelse. Jeg valgte at fortsætte i 8. klasse, selvom det betød, at jeg skulle cykle til Valdemarskolen i Ringsted. Der var nemlig 3 andre fra kliken der fortsatte i 8. klasse, nemlig Inge, lille Bente og Lis, og det betød at jeg havde nogen at følges med frem og tilbage.

Efter 8. klasse havde jeg dog fået nok af skolen, og valgte, 15 år gammel, at komme i lære hos Købmand Barnkop. Det første år var jeg bydreng eller svejer som man også kaldte det dengang. Jeg tjente 175 kroner om måneden. De 100 kroner skulle gå til kost og logi hos mine forældre, men jeg afleverede hele hyren til min mor og fik de sidste 75 kroner udbetalt lidt ad gangen efterhånden som jeg skulle bruge dem. Der var en god ekstra indtjening i form af drikkepenge, som jeg fik af de forskellige kunder, som jeg leverede varer til. Jeg fandt hurtigt ud af, at der faldt lidt ekstra af, hvis man ydede en god service. Derfor satte jeg både varerne på plads for nogen af kunderne og tog også skraldeposen med, når jeg alligevel skulle ned. Alle svejerne fra byens butikker mødtes bag kirken hver formiddag. Her fik vi lige ordnet verdenssituationen. Der var altid nogen, der havde studenterbrød eller flødekarameller med. Arbejdstiden var noget længere end i dag: På hverdage var åbningstiden hos købmanden fra kl. 8.00 til kl. 17.30, fredag fra kl. 8.00 til kl. 20.00 og lørdag fra kl. 8.00 til kl. 14.00, arbejdstiden var endnu længere, da der jo også skulle gøres rent efter lukketid.

Lille Bente, som kom i lære som frisør, havde de samme arbejdstider. Det betød også at vi altid fulgtes ad til og fra arbejde. Selvom det meste tid gik med arbejde, blev der alligevel tid og energi til fritidsinteresser. Om sommeren gik jeg til spejder, håndbold og fodbold. Om vinteren var det spejder og gymnastik. Om lørdagen cyklede vi til bal i de omkringliggende landsbyer. Det var stadig kliken på 7-8 stykker der var sammen, og på et tidspunkt fandt vi ud af at hyre en minibus til at hente os kl. 20.00 og køre os hjem igen kl. 02.00. Alle blev sat af ved forsamlingshuset, hvor min mor så havde lavet håndmadder til de unge mennesker. I bussen frem og tilbage til disse baller sørgede jeg for at sidde ved siden af Inge Lise, og vi kyssede lidt, selvom jeg havde en kæreste, som jeg i næsten et par år mødtes med, til ballet. Ved en KFUM sammenkomst gik jeg og lille Bente ud på kornloftet sammen, her kyssede vi hinanden. Det var den eneste gang det skete, og var helt spontant og naturligt. Lille Bente sagde så, at det ikke kunne blive til mere for hun havde jo allerede en kæreste.

Som 17-årig bliver jeg ulveungeleder og får navnet ”Bagira” og min assistent Ulla, kommer til at hedde ”Balu”. Det passede fint til hende for hun var en "stor" pige. Der bliver også tid til at hjælpe familien i forsamlingshuset med servering til fester osv. Min søster Ellen blev gravid mens hun stadig var i lære og hun færdiggjorde aldrig sin uddannelse, men blev gift, samme dag som sin tvillingesøster. Ellen blev gift i lyseblåt mens min søster Bente var i hvidt. Sådan var det når man var blevet gravid før man var gift. De kom i øvrigt begge til at hedde Andersen til efternavn. De sidste 3 år af min læretid gik jeg i skole om aftenen fra kl. 19-21 og det var både mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. I mellemtiden blev cyklen skiftet ud med en knallert.

Efter læretiden blev jeg tilbudt fast arbejde hos købmanden til 600 kroner om måneden, men fik også et andet godt tilbud, nemlig et arbejde i en kæmpebutik i Rågeleje til 1.500 kroner om måneden. Dette betød bare, at jeg må flytte hjemmefra. Jeg rådførte sig med mine forældre, som sagde, at det måtte jeg selv bestemme. Far kunne godt forstå, hvis jeg valgte jobbet i Rågeleje. Jeg valgte at tage til Rågeleje og fortrød det ikke.

Der var mange andre unge mennesker ansat, 6 piger og 4 drenge med en arbejdstid fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Det var en ung købmand vi arbejdede for, som havde overtaget forretningen fra sin afdøde far. Der var en fri omgangstone her, man kaldte ham Knud Erik og var ”dus”. Han havde en dejlig mor, der var rigtig rar og lavede god mad til de unge mennesker, der var ansat i forretningen. Jeg betragtede hende som en slags reservemor. Når vi så havde fri fra arbejde, var det ikke nogen god ide at gå til stranden i Rågeleje. Mange kunder mente nemlig, at de ansatte lige kunne hente det ene eller det andet fra forretningen til dem udenfor åbningstiden. Derfor tog vi til de omkringliggende sommerbyer som for eksempel Liseleje for at få lov til at holde rigtigt fri. Men alt i alt havde jeg et godt halvt år i sommerbyen Rågeleje.

Efter tiden i Rågeleje fik jeg job hos købmand Friis i Virum til 2.300 kroner om måneden. Jeg blev ansat som kommis i butikken som ikke var ret stor, men lå i et mondænt område. Jeg lejede et stort møbleret værelse hos en enlig dame i Holte til 200 kroner om måneden. I weekenderne tog jeg stadig hjem til kliken i Nordrup Øster. På et tidspunkt traf jeg Arne, som jeg kendte fra spejdertiden. Arne var soldat i Avedøre, og vi tog en tur i Istedgade sammen. Inden da, havde vi lejet en boks på hovedbanegården, til vores bagage. Vi endte på en rigtig "snask" og på et tidspunkt måtte Arne hjem, han skulle jo tidligt op næste morgen. Jeg havde mødt en "dame" og kom ikke af sted sammen med Arne. Eftersom vi kun har en nøgle til boksen på hovedbanen, måtte Arne jo tømme den og tage mine ting med. Da jeg skulle hjem, manglede jeg mine nøgler. Jeg kom for sent på arbejde, men købmand Friis lånte mig sin bil så jeg kunne få hentet mine ting hos Arne.

Tyve år gammel blev jeg indkaldt. Jeg var faktisk imod militæret, men skulle møde som artillerist lige efter årsskiftet ved Sjælsmark kasserne.

Til en fest på Slemminge kro nytårsaften, mødte jeg Inge og Kirsten, to søstre, hvoraf den ene kom til at spille en vigtig rolle senere i mit liv. Jeg var sammen med Kirsten den aften. Det var kærlighed ved første blik. Hun var sygeplejeelev i Svendborg, mens hendes forældre boede i Køge.

Selvom jeg var imod militæret, var jeg alligevel uheldig nok til at blive taget til sergent. Hvis jeg nægtede fik jeg et halvt års straftjeneste. Jeg kom på sergentskole i Ringsted, som ”beregner”. Jeg skulle senere undervise andre sergentelever. Under hele denne uddannelse åbnede jeg ikke en bog, men bestod alligevel. Jeg fik også stort kørekort ved militæret. Senere kom jeg i en observatørgruppe, 15 km. udenfor kasernen. Gruppen bestod af 4 menige, 3 sergenter og 1 major. Vi fik et rigtigt godt sammenhold og blev ”dus” med hinanden. Når vi befandt os på kasernen var vi naturligvis ”de's”.

Kirsten var i mellemtiden blevet færdig med sin uddannelse, og havde fået arbejde på Rigshospitalet. Vi var kærester under hele min soldatertid.

Efter militærtiden søgte jeg en stilling som reklamemand for bryggeriet ”Ceres” og selvom jeg ikke havde nogen uddannelse indenfor dette fag fik jeg alligevel jobbet. Jeg kom på reklameskole en måned i Århus. Det lykkedes mig at erhverve 80% af diverse købmænd og klubber som kunder. Men mine mange oplevelser i dette miljø havde en bagside. Jeg blev næsten impotent og lærte desuden at havde man øl og penge, så havde man også venner. Jeg sagde altid nej tak til øl, når jeg blev budt. Jeg besøgte jo mange kunder på en almindelig arbejdsdag, og var klar over, at det kunne ende galt, hvis jeg først tog imod øl fra kunderne. Jeg havde en del "kendte" kunder. For eksempel Dirk Passer og ægteparret Hegler. Jeg kan huske at jeg studsede over, at der var nøgenfotos af både hr. og fru Hegler i deres hjem. Jeg lærte at se anderledes på folk, både de kendte og luderne i Istedgade. De var alle vældig flinke mennesker.

Min tid hos Ceres varede 5 år. Min chef skaffede mig en 2-værelses lejlighed på Almegårds Allé. Dengang var det næsten umuligt at skaffe en lejlighed, men jeg tror, at nogen på rådhuset var blevet bestukket. Jeg skulle nemlig aflevere en gaveæske med 48 øl til en bestemt person på rådhuset. En betingelse for at få lejligheden var også, at man var gift. Så jeg blev gift med Kirsten i Nordrup Kirke. Selve festen blev holdt i Odd Fellow logen i Køge, med ca. 125-150 gæster.

Før brylluppet købte jeg en sprit ny Fiat 850. Den blev betalt kontant. Da vi skulle til at forlade selskabet i vores nye bil, var hjulene skruet af. Narrestreger, men gæsterne sørgede dog for at hjulene blev sat på igen. Vi overnattede på Hotel Hvide Hus. Nytårsaften husker jeg, at vi var ravende uvenner hele aftenen. Det endte dog med forsoning og 9 måneder efter, den 27. september, fødte Kirsten vores første barn, en søn. Der blev lidt ballade fordi jeg efter fødslen, gik i byen og drak mig fuld. Set i bakspejlet fortryder jeg det, men jeg gjorde det i glæde.

Min søn blev født i 1970, og må være 35 år gammel i dag. Han blev født, med et modermærke, som er synligt på den ene arm, samt lidt i ansigtet. Dette var måske en følge af at Kirstens arbejdede med røntgen på Rigshospitalet. Da min søn var gammel nok , lærte han at sige til nysgerrige folk, der troede at modermærkerne var en skoldning, ”Det er noget jeg er født med” og så klappede de i.

I vores hjem blev det hverdag, med rengøring, indkøb, madlavning og børnepasning. Jeg ville gerne gøre rent, men følte aldrig, at jeg kunne gøre det godt nok til Kirsten. Derfor blev arbejdsfordelingen, at jeg tog mig af madlavning og indkøb, det var nemlig ikke noget der interesserede Kirsten. Kirsten gjorde rent om lørdagen mens jeg købte ind. Jeg havde altid min søn med i barnevognen. Vi tog også ud og så på fodbold, så havde han en øl i tre hjørnerne på barnevognen, samt en sut i det sidste hjørne. Om søndagen var aftalen, at den der først blev sulten skulle lave maden, så det kunne godt blive temmelig sent før der kom mad på bordet. I starten gik det faktisk rigtig godt for vores lille familie. Jeg var meget sammen med min søn. Vi hyggede os med at cykle en tur til Dragør og få en is, eller tage til lufthavnen og se på flyvemaskiner. Hver 14. dag besøgte vi mine forældre og svigerforældre.

På et tidspunkt blev jeg træt af at arbejde for Ceres og da jeg så, at de søgte annoncetegnere på ekstrabladet/politikken søgte jeg stillingen. Der var mange om buddet, ca. 600, men jeg blev en af de udvalgte. Vi var ca. 20 der blev skrevet kontrakt med og som fik tilbudt en uddannelse af ½års varighed. Det blev en lærerig tid, hvor vi blandt andet. skulle sælge aviser en hel uge i enkernes paradis i Gladsaxe. Man skulle helst op på 3 aviser pr. aften. Vi skulle også sælge aviser pr. telefon, og her skulle helst sælges mindst 5 aviser pr. aften.

Det var dårlige arbejdstider, og det begyndte så småt at knirke i mit ægteskab. Efter det halve år var gået, skulle avisen kun bruge 6 annoncesælgere og jeg blev ikke en af dem, men fandt hurtigt et arbejde på de Berlingske omegnsblade. Jeg kom på redaktionen i Valby hvor arbejdet mest bestod i salg af annoncer pr. telefon. På dette tidspunkt begyndte øllene så småt at komme ind i min tilværelse. Blev der ikke solgt nok annoncer, forsøgte man at købe kunder, ved at give øl osv. Jeg havde dette arbejde i 1½ år.

Efter 6 år blev Kirsten og jeg skilt. Det var en skilsmisse uden problemer. Vi var enige om at vores søn skulle bo hos Kirsten og være hos mig hver anden weekend. Derudover passede jeg min søn, hvis Kirsten havde behov for det. Efter det formelle møde i statsamtet foreslog jeg at vi skulle gå i tivoli sammen og spise frokost. Det synes Kirsten var en god ide, og vi havde en hyggelig eftermiddag sammen.

Jeg flyttede til en 2 værelses lejlighed på Falkoner Alle. Allerede før skilsmissen var jeg begyndt at se lidt til Alice, en pædagog fra Brønshøj. Vi mødtes på Københavner kroen, som lå lige overfor hovedbanegården. Efter ca. ½ år flyttede Alice ind i min lejlighed. Jeg fik arbejde på "Dagbladet" ved redaktionen i Køge og tog bussen fra Frederiksberg til Køge hver dag. Jeg skulle igen sælge annoncer for forskellige bilforhandlere, samt byens tankstationer. Jeg gik i jakkesæt og slips, selvom det ikke rigtig passede mig at se så fin ud, men der var en del receptioner der skulle passes i forbindelse med dette arbejde.

I denne periode var øllene lagt på hylden. Udover diverse annoncer vedrørende biler og tankstationer, husker jeg specielt én. Det var 2 damer omkring de 50 år, som havde en antikvitetsforretning. De havde en meget gammel og værdifuld dragkiste, som de gerne skulle have solgt. Jeg var derude med en fotograf. Det endte med at han fik kvinderne op i kisten, med kun ganske lidt tøj på. Kisten blev vist nok solgt for 35.000 kroner. For at tjene nogle ekstra penge transporterede jeg blod fra de forskellige skoler, som dengang fungerede som blodtappesteder, til hospitalerne. Dette foregik mellem klokken 22.00 og 02.00.

Jeg var ansat på "Dagbladet" i seks år, men der skulle skæres ned, og princippet var: "sidst ind, først ud". Derfor blev jeg fyret. Det var et kæmpe knæk, og det næste halve år blev den rene elendighed. Jeg betalte ikke mine regninger, forholdet til Alice gik i stykker og jeg mistede kontakten til Kirsten og min søn. Hvad gør man så ? Man tager selvfølgelig hjem til sine forældre. Dem kan man altid regne med. Der blev jeg boende i ca. 1 år - og kom på bistandshjælp i Ringsted.

En dag købte jeg Ekstrabladet, og så en kontaktannonce, som jeg besluttede mig at reflektere på. På den måde mødte jeg Lonnie fra Nykøbing Falster. Hun var nyskilt og mor til 2 drenge. Vi kom godt ud af det med hinanden og jeg flyttede ind hos hende - stadig arbejdsløs, men med øllene lagt på hylden.

De søgte en kioskledere på G.T. ruten. Jeg søgte stillingen og fik den. I begyndelsen var jeg højre hånd for den øverste assistent og fik ansvar for information, supermarked, lille kiosk samt parfumeafdelingen. Jeg skulle føre tilsyn med mellem 18 og 36 damer samt 3 lagermænd. Der var 2 streger på ærmet, hvilket betød at man havde noget at skulle have sagt. Det blev forventet af mig at jeg spiste i officersmessen. Det gjorde jeg nu kun 2-3 gange, jeg brød sig ikke om det og foretrak at spise sammen med mine arbejdskollegaer. Det var lettere at få løst de små konflikter, der opstod en gang imellem, når så mange kvinder arbejdede sammen, mens man spiste. Jeg følte, at jeg havde deres fortrolighed, og problemer blev løst i mindelighed. Vagterne var enten 24- eller 36 timer og når jeg havde vagt, var det i orden at sove på skift.

Jeg havde hovedansvaret for parfumeafdelingen, hvilket medførte at jeg skulle deltage i kurser sammen med damerne i afdelingen. Jeg fik derved et godt kendskab til diverse parfumemærker og kosmetik. Udover kurserne, deltog jeg i ture i Tyskland arrangeret af leverandørerne. Det var ofte rene drukture, og det var umuligt at få lov til at betale for noget selv. Leverandørerne sendte oven i købet cigaretter og spiritus hjem til min privatadresse.

Det var en travl tid på færgerne, men jeg havde det godt med at have travlt. På et tidspunkt blev jeg bedt om at tage til Finland i en måned for at være med til at indrette en helt ny færge. Jeg drog af sted sammen med chefen, en inspektør, og to lagermænd. Vi fløj til Finland, og der manglede ikke vodka på den flyvetur. Vi fik 350 kroner pr. dag i udepenge, og blev indlogeret på et fint hotel. Når vi var færdige med dagens arbejde, gik vi på danserestaurant. Der var bare ikke nogen damer, for de kom ikke ud om aftenen - de havde allerede været der om eftermiddagen. I weekenderne kom deres mænd hjem fra skovene, så dér var de hjemme hos dem. En venlig dame fortalte os hvor de mindre pæne dansesteder lå. I hele denne måned, var vi næsten fulde konstant. Da vi så var færdige med at arbejdet i Finland, regnede jeg selvfølgelig med, at jeg skulle hjem. Jeg når imidlertid knapt at komme hjem før jeg pakkede en ny kuffert og drog af sted igen, denne gang til Hamburg. Her tilbragte jeg 8 dage med at afrigge en færge som var solgt til nogle Grækere. Endnu 8 dage med masser af druk.

Jeg blev kioskleder på den nye færge og oplevede igen skellet mellem personale og ledelse. På dette tidspunkt mødte jeg så Ann-Margrethe. Hun var parfumedame og uddannet frisør. Hun var ved at gå fra sin mand fortalte hun. På et tidspunkt spurgte jeg hende om hun ville se min kahyt. Hun kom med op og blev budt på whisky (hun drak ellers aldrig). Her fik jeg så hele hendes livshistorie, og bagefter endte vi på briksen sammen. Vores forhold stod på i hemmelighed i ca. 1 mdr. Til sidst var det fast, at hun sov sammen med mig, når vi var på vagt sammen. Vi sås også i fritiden. Hun hentede mig i sin bil, når jeg havde fri.

Min kone Lonnie havde stadig ingen mistanke om noget. Så aftenen før nytår tog jeg med Ann-Margrethe hjem til en veninde i Gedesby. Det blev sent den aften og vi overnattede der. Vi blev der endnu en dag og nat, før jeg blev nødt til at gå til bekendelse overfor Lonnie. Det endte med at vi flyttede ind ovenover veninden. Her boede vi i næsten et år. I mellemtiden var Ann-Margrethes hus og skilsmisse gået i orden. Jeg havde også sparet nogen penge sammen, så vi kunne betale i alt 150.000 kroner i udbetaling på et hus vi købte i Stouby mølle.

Skæbnen ville også at vi kom til at vente barn, næsten samtidig med Ann-Margrethes veninde og hendes mand. Veninden skulle have tvillinger og Ann-Margrethe skulle også have tvillinger, det forsøgte hun i hvert fald at bilde mig ind (for sjov). Men det blev en dejlig pige som blev født den 28. december 1982. Før min datteren blev født, skete der lige noget som også må fortælles. Mens maven voksede på Ann-Margrethe, fik jeg et godt øje til en rengøringsdame på færgerne. Hun svingede kosten på en meget sexet måde, syntes jeg. Hun hed Laila. Laila var meget forelsket i mig og gjorde alt for at være i nærheden af mig. Hun var godt klar over, at jeg boede sammen med Ann-Margrethe, men det forhindrede hende ikke i at forsøge at score mig. Nogen gange var både Laila og Ann-Margrethe på arbejde på samme tid, og så havde jeg lidt travlt med at passe begge damerne. Jeg husker engang, hvor jeg fik en kahyt til Laila. Jeg begrundede det overfor ledelsen med, at en passager var syg og at jeg selv ville tilse patienten. Og med lidt fantasi kan man godt regne ud, hvordan jeg legede doktor i den kahyt.

Der foregik mange utrolige ting på disse nye færger. Der var jo sauna på færgen, og der skete nogen ting på kryds og tværs mellem de ansatte, "stor som lille", når man endte i saunaen i Travemünde. Der var også meget alkohol indblandet. Det var jo så let tilgængeligt og meget billigt, men dagen efter når man gik i land, var man altid ædru. Der blev lavet en del fis og ballade mellem kollegerne. Jeg husker engang, hvor kaptajn Thorlak bestilte en flaske whisky. Jeg fyldte noget eddike i flasken, som så blev sendt op til kaptajnen. Jeg blev kaldt derop og måtte indrømme min ugerning og måtte selv betale en ny flaske til kaptajnen. Et stykke tid efter blev ugerningen hævnet. Jeg gik nemlig altid med træsko. Disse træsko stod ved sengen, så jeg lige kunne træde ned i dem, når jeg vågnede. Så en nat var der anbragt nogle æg i træskoene som jeg trådte ned i med begge fødder - føj for pokker.

Da min datter blev født snakkede vi lidt om, hvad hun skulle hedde, og blev enige om navnet Anja. Både i mit og Ann-Margrethes navne er der mange A'er og N'er og det blev afgørende for valget af navnet Anja. Med de skiftende arbejdstider var det nødvendigt at finde en dagpleje, der kunne passe Anja på alle tider af døgnet. Vi fandt en god familie i Stavreby, der kunne tage hende i lange stræk. Laila var stadig ihærdig og en dag efter en vagt (Lailas søster arbejdede også på færgerne) spurgte de om de kunne køre med hjem. Først blev søsteren sat af og da Laila skulle af, inviterede hun mig på kaffe. Det blev til mere end kaffe, og det blev hurtigt "fast" når Ann-Margrethe var på arbejde. Så ringede jeg til plejefamilien og bad dem passe Anja lidt længere. Så en dag skulle vi besøge Lailas datter og hendes 3 børn. Jeg spurgte om de ville med på Bakken. Det ville de naturligvis godt. Det blev aftalt med plejefamilien at de tog Anja lidt længere "igen, igen".

Ann-Margrethe fik på et tidspunkt en anelse om, at der var noget galt og da Anja var 5-6 år gammel blev vi enige om at gå hver til sit. Ann-Margrethe var fleksibel, og tilbød at mig at jeg kunne blive boende indtil jeg fandt noget andet. Jeg havde det fint med 600 mennesker på færgerne, men nummer 601 kunne jeg altså ikke med. Det var ærgerligt at det lige var chefen der var nr. 601. Konsekvensen af dette blev at jeg blev fritstillet med et års opsigelse - hvad jeg følte var et stort nederlag, jeg havde trods alt været ansat på G.T. ruten i 11 år. Laila var stædig og meget fantasifuld i sine bestræbelser på at få fat på mig. Hun sendte breve til mig, hvor hun ville have mig involveret i opstarten af et parfumefirma. Jeg viste brevene til Ann-Margrethe uden at fortælle hvorfra de stammede, og hun syntes det var en god ide, det var jo noget jeg vidste en del om, det der med parfume. I brevene foreslog Laila forretningsmøder på Udby kro. Det blev til flere af disse såkaldte møder.

Det var også på dette tidspunkt, at jeg blev aktiv i hjemmeværnets oplysningstjeneste i Stensved. Også det blev brugt som skalkeskjul. På det tidspunkt hvor Ann-Margrethe og jeg aftalte at gå fra hinanden var mit drikkeriet godt i gang igen. Laila og jeg havde kigget på en slagterforretning på Gåbensevej, som vi ville indrette til døgnkiosk. Salget af mit hus indbragte 96.000 kroner og Laila fik ca. 40.000 kroner ud af sin skilsmisse, så vi lagde en udbetaling på 130.000 kroner på slagterforretningen. Vi havde brug for en kassekredit på 250.000 kroner men banken forlangte imidlertid, at vi selv indskød 100.000 kroner. Jeg var stadig på så god fod med Ann-Margrethes mor, at hun lånte mig 50.000 kroner. Derudover lånte vi 50.000 kroner af Leilas far, Carl.

Nu kommer der lige et eksempel på, hvor lille verden kan være: Carl var jo Lailas far. Carl boede i sine ungdomsår i Nordrup Øster og kendte udmærket godt Emmy og Gunnar, altså mine forældre. Carl og Gunnar var rivaler i ungdomsårene. De var begge forelsket i min mor. Og fordi Carl kendte mine forældre, var han ikke bange for at låne mig pengene. Døgnkiosken "Her og Nu" åbnede i 1985 med åbningstider fra 06 om morgenen til 22 om aftenen. Det var Laila og hendes ældste datter samt mig selv, der stod for den. Forretningen gik fantastisk, og allerede efter 3 måneder kunne vi betale Ann-Margrethes mors pengene tilbage. Der blev ansat nogle unge piger til at passe butikken fra kl. 14.00 til kl. 18.00 og fra kl. 18.00 til kl. 22.00, men det gik ikke så godt. De blev taget i at sælge øl efter kl. 17.30 og jeg fik en bøde på 3.500 kroner. Bøden glemte jeg imidlertid at betale, der gik også sprut i den og efter 14 måneder gik vi konkurs.

Jeg kom på kontanthjælp og kunne ikke betale bøden. Jeg valgte derfor at gå 8 dage i spjældet, jeg havde jo tid til det nu, hvor jeg ikke havde forretningen længere. Det var en oplevelse for livet. Jeg sad sammen med 2 andre og havde en oplevelsesrig uge. Ude af fængslet igen, fortsatte drikkeriet. Jeg var ligeglad med det hele og drak sanseløst. Laila accepterede det selvom hun ikke selv drak.

Nu skete der det, at Lailas datter flyttede med sin familie til Vordingborg og Laila og jeg flyttede med. Vi kom til at bo ovenover dem. Laila arbejdede ved ISS, men var ved at være træt af at gøre rent. Hun stoppede med rengøringsarbejdet, og vi var nu begge på bistand.

Så søgte depotet på kasernen i Vordingborg en person med stort kørekort til at transportere tøj fra Lundby til Vordingborg. Det arbejde fik jeg og var der ca. 8 måneder. Laila fik etableringsydelse på 100.000 kroner og startede en systue. Det gik fint, hun fik blandt andet kasernen som kunde. T.H. Rasmussen søgte en syerske og det job fik Laila også. Hun fik mange forretninger som kunder. Blandt andet Sams, Hyber, Zar, Gahrn-Jensen samt forskellige forretninger i Næstved storcenter. Jeg var den, der trak i trådene og som havde overblikket. Jeg hentede og bragte tøjet, til de forskellige forretninger. Vi havde for lidt plads, og lejede os ind i et hus med butiksvinduer i Stensved, hvor der også kom private kunder. Altså sort arbejde. I denne periode kunne jeg igen se en mening med tilværelsen og stoppede med drikkeriet.

Det begyndte langsomt at gå tilbage for syforretningen og skattevæsnet fik den i kikkerten: Laila begyndte at sjuske med sit arbejde, og mistede nogle af sine forretningskunder. Hun begyndte nu at sy hynder for Bente Løje i Ørslev. Jeg selv følte mig mere og mere overflødig og begyndte igen at drikke. Laila fortsatte med at sy, men forretningen gik stadig ned ad bakke. Jeg blev aktiv i oplysningen ved Stensved kaserne, hvor jeg også underviste ved kasernen. Inden for oplysningen var der flest kvinder, Laila kendte mig jo og forlangte, at jeg skulle komme hjem og sove hver nat.

I en brandert i sommeren 1994, faldt jeg og mens jeg lå ned spurgte jeg Laila om hun ville gifte sig med mig. Hun sagde ja og vi blev gift på rådhuset, den 18. oktober 1994. Der var kun ét vidne rådhuset nemlig Lailas barnebarn Jannik, på 9 år. Ingen andre vidste noget. Lailas datter fik at vide at Jannik skulle have jakkesæt på, fordi vi skulle have ham med til en fest hos mine forældre.

Systuen var nu gået helt ned og vi var begge på bistand. Vi kom på et jobcenter i Mern, og blev tilknyttet et beskæftigelsesprojekt. Jeg kørte post for kommunen og Laila gjorde rent. Vi blev begge involveret i et kommunalt projekt, hvor ca. 25 russiske børn kom til Danmark i 1 måned. Børnene skulle bo på en Landbrugsskole, Østergård hed den. Leila og jeg kom til at stå for kørsel, mad samt rengøring. Jeg var P.R mand, og projektet fik stor mediebevågenhed, både fra TV-2, og fra flere dagblade. Borgmesteren kom dagligt på besøg og vi fik tilmed besøg af den russiske ambassadør. Jeg kørte rundt med børnene, og husker en dag hvor jeg havde 2 børn med mig hos slagteren. Jeg gav dem en pose flæskesvær, men da de kom tilbage til de andre igen, afleverede de flæskesværene igen. Det forstod jeg ikke, men fik forklaringen af en af de voksne: Når én havde fået noget, skulle alle de andre også ha´.

Der skulle holdes en afskedsfest for børnene, men det så virkelig ud til regn så jeg lånte nogle telte fra hjemmeværnet. Det var vigtigt, at de, der leverede teltene ikke kom i deres uniform, for det ville virke skræmmende på børnene. Disse børn havde mange forfærdelige oplevelser med sig, der kunne sættes i forbindelse med uniformer. Det var hårdt at sige farvel til de russiske børn - og endnu en oplevelse for livet.

Tilbage til job- og erhvervscenteret, hvor en filmmand fra filmskolen i København ankom. Han skulle lave sin eksamensopgave der. Jeg blev chef ”runner” på dette projekt. Filmen hed: ”Før Daggry". Jeg kørte så råfilm til Vesterbrogade i København kl. 15.00 og kørte filmen tilbage i redigeret stand fire timer senere. Laila var også med i dette projekt. Hun stod for madlavning og rengøring. Der gik ca. 1½ mdr. med optagelserne, hvor vi begge havde optjent så meget afspadsering, at vi kunne holde fri resten af året.

Systuen startede nu op igen, denne gang i Moseby, hvor vi indrettede systue i kælderen. Forretningen gik godt, især gardinsyning. Jeg kørte gardinerne ud og satte dem op. Det var en god tid, og Laila var kvinden i mit liv. Jeg begyndte at tabe mig (fra 75 kg. til 48 kg.). Jeg kunne ikke spise noget og sov det meste af tiden. Laila opfordrede mig til at gå til lægen, men det ville jeg ikke. Til sidst blev det så galt fat, med mig, at Laila ringede til vagtlægen - og det var godt hun gjorde det, for det viste sig at jeg havde tuberkulose, af den type, der ikke smitter. Jeg skulle spise 36 piller hver morgen. Efter 2 måneder blev jeg spurgt om jeg ville deltage i et forsøg med en bestemt vaccine, men det afslog jeg. Jeg blev genoptrænet hos en dygtig fysioterapeut, Kim, i Stubbekøbing. Genoptræningen bestod blandt andet i at løfte cola flasker med vand i, eller at gå fra en lygtepæl til en anden. Jeg blev imidlertid aldrig helt rask, og går stadig til kontrol én gang om året.

Traditionen fra min barndom, hvor vi samledes omkring sølvtøjet og spiste julegodter, førte jeg videre - blot uden at pudsning af sølvtøj. Men der var julehygge, julestue og julemad hos os hvert år den første søndag i Advent. Jeg husker specielt et år, hvor jeg som altid, stod for madlavningen. Jeg åbnede ovnen med flæskestegen i, trækker bradepanden lidt for langt ud, så der løb varmt stegefedt ud over min venstre fod. Det gjorde ondt, rigtig ondt endda. Jeg bed smerten i mig, men måtte en tur på skadestuen dagen efter.

Jeg deltog i endnu et aktiverings projekt som kustode og turist ”vildleder” på Stubbekøbing museum. Lailas barnebarn ville på sommerferie hos os mens jeg arbejdede på museet. Den lille knægt lærte hurtigt alt om Stubbekøbing og omegns historie og når der så kom børn ind på museet, kunne han lige give dem en rundvisning og fortælle alt, hvad han havde hørt mig fortælle gæsterne. I denne periode drak jeg næsten ikke.

Mine søskende og jeg havde altid ønsket os, at det var vores far, der døde først, da han ikke ville være i stand til at klare sig selv. Men det var mor der blev syg først. Hun boede hjemme til sin død, havde sygeplejerske hver dag, og det var en befrielse for alle, da hun fik fred i en alder af 97 år. Far blev boende i huset og fik hjælp af de søskende, der boede tæt på. Han døde 1½ år efter 94 år gammel. De blev begge begravet på solsiden på kirkegården i Nordrup Øster. Jeg havde frygtet det øjeblik, hvor boet skulle deles, gik det mon ?? Det gik over al forventning. Der blev holdt et familieråd, uden vores ægtefæller, og boet blev delt i mindelighed. Ellen fik fuldmagt til at ordne alt vedrørende skifteretten, og efter ca. 6 måneder fik vi hver 120.000 kroner.

Jeg var på det tidspunkt 52 år gammel. Efter mine forældres død, var der en god kontakt mellem mine søskende og mig. Vi blev enige om at holde familiens traditionelle julefrokost, hvert år på skift hos de forskellige søskende. Det skulle være på min mor fødselsdag, den 12. december. Der blev imidlertid kun holdt to julefrokoster, så løb det ud i sandet. De 120.000 kroner jeg arvede, gik til køb af en ældre bil, en computer, samt til at betale klatgæld med. Arven blev ikke nævnt på bistandskontoret, og resten af pengene levede Laila og jeg godt for.

Mit drikkeri tog til i styrke nu og jeg bad ofte Laila om at tage en kasse øl med hjem, og det gjorde hun altid, uden at brokke sig. Hun var ofte ude og tage mål til gardiner, og det tog somme tider 6-8 timer, men det tænkte jeg ikke så meget over. Hun syede så om aftenen, men det blev til sidst noget sjusk. Vi boede stadig i Moseby, men Laila havde set på en forretning i Nykøbing, som hun gerne ville have. Jeg tilbød så at hjælpe til med den nye forretning, men det ville hun ikke have. Desuden ville hun have, at vi skulle flytte til et utæt hus i Øverup ved Tingsted. Det gjorde vi så. Hun begyndte nu at modtage nogle mystiske telefonopringninger, og jeg blev mistænksom. Havde hun mon en anden ? Det skete også, at hun ikke kom hjem om natten.

Jeg tog på arbejde på museet, men var fuldstændig ude af den, og blev sendt hjem igen. Jeg begyndte at have mange sygedage og blev til sidst fyret. Nu ville jeg kontrollere hende og spurgte hendes datter om hun vidste noget. Hun fortalte mig, at vores bil ofte blev set på Norgesvej. Jeg trøstede mig i øl og brændevin det næste årstid og følte mig meget alene, men søgte trøst hos Lailas børn. Men det blev ikke ved med at gå, på grund af mit drikkeri. Lailas mor slog også hånden af mig og jeg tabte helt livsgnisten og tænkte på selvmord. Jeg brugte mellem 200 og 400 kroner hver dag på druk. Jeg kunne godt finde på at tage toget til København og gå på værtshus i Istedgade og så tage hjem igen samme dag.

I november 2003 kom jeg på skadestuen til afrusning. De sendte mig til Vordingborg hvor jeg fik en enestue og kom under kyndig behandling. Efter kun 2 dage kom jeg på en åben afdeling, med 2-mands stuer, og efter bare 8 dage var jeg for rask til at blive. Jeg ringede til min tidligere svigermor Erna, selvom klokken var 21.00 og fik lov til at komme og bo hos hende. Vi hyggede os i hinandens selskab i fire dage.

Så ringede jeg til Flemming på Sønderskov-hjemmet og fik Laila til at køre mig derover. Jeg blev godt modtaget af Thorkild, men følte mig meget usikker og nervøs og helt alene i verden. Jeg var specielt nervøs for, om jeg kunne overholde Sønderskovhjemmets regler og lukkede mig inde på mit værelse. Ivar blev min kontaktperson og han var en rigtig god lytter. Jeg startede i køkkenet hos Anne-Lise den første mandag, jeg var der. Da det blev december og jeg skulle fejre den første juleaften på Sønderskovhjemmet, med børnene i nissetøj, blev det hele pludselig for meget for mig. Jeg gik ind på mit værelse og græd og græd. Bagefter havde jeg en god snak med Ivar.

Nytårsaften tog jeg med tre an de andre beboere på hjemmet, Kurt, Rudi og Jens til enkebal i Vordingborg. Jeg dansede mig ud af 2003 og ind i 2004 sammen med en dame fra Slagelse (endte en tur i lystskoven). Tre uger senere tog jeg igen med de andre til Vordingborg, men det var bare så kedeligt, at jeg aldrig siden har været der. Som tiden gik, åbnede jeg mig mere og mere og havde flere samtaler med Ivar. Laila begyndte også at genoptage kontakten, men det var nu mest for at låne penge. Jeg håbede stadig på, at det kunne blive os igen og da Laila foreslog, at jeg skulle flytte til Øverup igen gjorde jeg det. Det gik godt 3-4 måneder. Laila boede på Norgesvej og kom en gang imellem når hun skulle låne penge - og det blev jo ikke ved med at gå godt.

Og i juni og juli måned stod den igen på øl og brændevin. I november 2004 ringede jeg igen til Flemming og spurgte om han havde en plads ledig. JA!! Der var plads, og efter 8 dage var jeg tilbage i køkkenet hvor jeg arbejdede op til 10 timer hver dag for at arbejde mig ud af det. Jeg begyndte også at åbne mig overfor de andre beboere, lavede vittigheder osv. Jeg begyndte også at gå ind på dating-siderne på computeren, hvor jeg fik kontakt med Rita fra Helsingør. Vi besluttede at mødes - under uret på Hovedbanen selvfølgelig. Jeg tog med hende hjem fredag aften. Hun var rigtig god at tale med og det endte med, at jeg blev hængende til mandag formiddag. Fjorten dage senere besøgte jeg hende igen. Det var først i december måned og hun ville gerne noget mere permanent med mig, men jeg følte mig presset og sende hende en e-mail hvor jeg fortalte hende, at jeg ikke var klar. Jeg kunne mærke at det ville ende galt.

Desuden trivedes jeg godt på Sønderskovhjemmet. Jeg mærkede, at jeg blev mig mere og mere beslutsom og tager nu et halvt år ad gangen, for at være 100% sikker. Jeg følte, at Sønderskovhjemmet gav mig den ballast jeg havde brug for. Jeg har endda i den seneste tid overvejet, om jeg skulle genoptage kontakten med mine egne børn. Jeg erfarede, at min søn for nogle få år siden forsøgte at komme i kontakt med mig. Men jeg er endnu ikke klar til et så alvorligt skridt...

Fortalt til Lise Anita Winther og redigeret af SWR i sommeren 2006